Presse
Living Billboard er placeret på Rådhuspladsen i København fra d. 15. til 29. november 2021 og hver dag mellem kl. 12 og 16 er det muligt at komme forbi og få sit budskab op på skærmen.
Vi lever i en by, hvor omgivelserne er domineret af kommercielle budskaber og interesser. Som modsvar opføres et kunstnerisk bud på et ultra-demokratisk og anti-kommercielt reklameskilt; Alle borgeres fælles kanal til at ytre sig og komme til orde i offentligheden.
Folkets reklameskilt placeres midt på reklamernes højborg: Rådhuspladsen i København, hvor skærmens indhold lyser op og giver de kommercielle reklamer modspil i en form og med et udtryk, der mimer deres.
Living Billboard er en levende og foranderlig skulptur, hvor alle kan konstruere og kommunikere deres budskab i øjenhøjde med hinanden og de dyre blinkende bannerreklamer. I modsætning til de andre billboards forfører Living Billboard ikke mennesker til at købe noget – men til at udtrykke sig og deltage i samtalen om, hvad der er vigtigt i samfundet, i byrummet og i livet generelt.
“Det er en alvorlig leg, hvor vi, du og jeg, har noget at skulle ha sagt. Og hvor vi kan manifestere det i et konkret og simpelt format, på gadeniveau, imellem andre folk. Lad os prøve med én stor fælles “skærm”, i stedet for hver vores lille smart skærm. Sammen skal vi prøve at fokusere vores energi og kanalisere den videre ud i verden.” – Pelle Brage.
Living Billboard befinder sig i fremtidens grænsefelt, hvor kunsten danner nye former og blander sig med andre discipliner og kommunikationsmetoder. Det er et kunstværk, en bevægelse, en udstilling, et mediehus og en markedsføringsplatform, der har blandet blod.
”Projektet udvider kunstens traditionelle rolle i det offentlige rum ved at fejre det foranderlige, sociale og midlertidige, og ved at fungere som platform for offentlig debat om byen og samfundet som helhed. Værket låner reklamens sprog og særlige evne til at forføre, men bruger det kontra-effektivt til at engagere og styrke den demokratiske samtale”. – Amalie Frederiksen, kurator, Another Public.
Kunstneren Pelle Brage vil være ved skærmen hver dag fra kl. 12 til 16 og opfordre inviterede gæster og forbipasserende til at ytre sig gennem forskellige medier og kreative markedsførings-taktikker. Der vil være udstyr til rådighed så man kan skrive, tegne og filme sit budskab. Skærmens indhold opdateres løbende og budskaberne kan opleves i loop.
Living Billboard er udtænkt af billedkunstner Pelle Brage og produceret af kunstbureauet Another Public baseret.
Om Pelle Brage
Pelle Brage skaber kunst, der består i at bygge nye og bedre virkeligheder op sammen med andre. Hans værker sætter nye spilleregler for kunsten og samfundet, og folder sig ud som levende modeller på, hvordan en anden verden kunne være. Pelle Brage er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005. www.pellebrage.com
Om Another Public
Another Public er et kunstbureau, der udvikler, organiserer og formidler socialt engagerede kunstprojekter i forskellige offentlige kontekster med fokus på deltagelse og forandring. Bureauet er startet og drevet af kurator Amalie Frederiksen, der blandt andet står bag det nationale kunst- og byrumsprojekt Værk Din Verden. www.anotherpublic.com
Idé og koncept:
Pelle Brage
Produktion og kuratering:
Another Public
Støttet af:
Statens Kunstfond
Københavns Kommune Rådet for Visuel Kunst
Indre By Lokaludvalg