# Text
Date: Udgivet 12 Februar på Kunsten.nu
“Lad os sige farvel til kunstinstitutionen, som den ser ud i dag og velkommen til en helt ny institution, der rent faktisk agerer og reagerer på samfundets vilkår”. Det argumenterer billedkunstner Pelle Brage for i dette debatindlæg.
Er der en sammenhæng mellem, hvordan kunsten har det, og hvordan samfundet har det? Det mener jeg. Og det går helt elendigt på begge fronter. Der sidder tosser på præsidentposten og menneskeheden er ved at ødelægge naturen – og de gamle svagtseende kunstinstitutioner lader som om, de er blinde – men det er de jo ikke!
Nej, de er medskyldige i verdens tilstand. Det er de, fordi de undlader at bruge deres magt og kraft på at deltage i samfundet og påvirke det. Det kan ikke blive ved med at fortsætte sådan. Jeg har troet, at jeg så ændringer komme ude i horisonten. Men nej. I stedet råbes der op om, at kunststøtten svinder ind, og at det er svært at arbejde med kunst uden penge.
I vores del af verden støttes kunsten offentligt. Det er jo fantastisk, at fællesskabet bruger krudt på kunsten. Men med hånden på hjertet, og med ren samvittighed: Har kunsten så egentlig fortjent denne kollektive støtte? Jeg forstår, at det for udenforstående kan virke irrelevant at satse på kunsten, når den ikke har noget på hjerte. Lad det ikke komme så vidt. Med den offentlige støtte følger også et samfundsansvar.
Vinteren udebliver, og planter og dyr tror, det er forår om vinteren. Det er alvorligt og gør mig urolig for fremtiden. Der kommer generationer efter os, som også skal leve her! Vi kan gøre noget, men vi reagerer ikke! Det er på tide, at vi mennesker slipper nogle af vores vante goder og går et skridt tilbage. Dette er svært, ja – vi vil helst fremad, vokse, og fortsætter derfor blindt, som vi har gjort altid.
Det er præcis denne usunde, inkonsekvente mentalitet, jeg ser på kunstinstitutionerne. Og det til trods for, at kunstens eksperimenterende og uforudsigelige karakter er helt oplagt at bruge til at ændre verden og skabe håb for samfundet. Jeg vil, at kunsten og institutionerne skal arbejde relevant og betydningsfuldt, se sig selv i en større kontekst. Ikke i fremtiden, men nu!
Hvad med et år kun med økologisk kunst på museet? Hvad med et år kun med propaganda for naturen? Hvad med et år på museet, hvor den voksne generation gør alt for de kommende generationer? Hvad med et år, hvor vi kun lytter til pensionisterne? Vi må hoppe ud i betydningsfulde eksperimenter nu!
Jeg har igennem 20 år arbejdet med samfundsdiskuterende kunst i offentligheden – både på institutioner og igennem selvorganiserede autonome projekter. Jeg har langt hen ad vejen kompromisløst gjort, hvad jeg mente burde gøres. Sat en kurs og agenda for, hvad jeg ser som kunstens opgave. At åbne op, inkludere og stille spørgsmålstegn. Men jeg ser nu, at der er en stor fare for, at vi ikke lærer noget af dette grundarbejde. Vi kommer ligesom ikke videre. Kunsten går i ring. Og kunstinstitutionerne rykker sig i sneglefart – i den forkerte retning.
Hvorfor er der så meget hvid væg i kunstens verden? Hvorfor er døren lukket? Hvorfor har alle institutioner en butik med ligegyldigt plastikbras? Hvorfor er institutionernes udstillinger og strategier blevet til forsvarstaler for kunstneriske værdier, der stammer fra et andet århundrede?
Kunstverdenen klamrer sig desperat til ønsket om at være et helle – en polstret frizone, der ikke vil have noget med resten af verden at gøre. Det er på tide med en større realisme. Det er på tide, I kommer ned fra podierne og ser virkeligheden i øjnene. Det er på tide, at I indser, at kunsten har været pakket ind i kejserens nye klæder alt for længe. Det er på tide, at kunsten klædes af og får plads til at vise, hvad den kan.
Hvordan kan det være at en Kina-importør kan købe en gammel kirke og lave et mere interessant socialt og kunstnerisk rum, Folkehuset Absalon i København, end vores højtærede institutioner? Hvordan kan det være, at de i Kristiansand drømmer om et museum som ARoS i Aarhus?
Er det ikke mærkeligt, at de ikke drømmer om deres helt eget nye bidrag til kunstverdenen? Kunstinstitutionerne vil gerne markere sig. Men de gør det på samme måde. Det er på tide med en ny slags kunstinstitution.
Lad os sige farvel til museumsdirektøren og hans høje lønninger. Lad os sige farvel til institutionen, som den ser ud i dag og velkommen til en helt ny institution; en kunstinstitution, der oprigtigt tror på, at kunst kan styrke fællesskabet, skabe positiv socialt samvær, og drømmende, fantastiske ideer – en kunst som sprænger grænser og undersøger i alle mulige retninger.
Lad os se en kunstinstitution, der ikke forskrækket brøler op om, at nu bliver kunsten spændt for en vogn – blot fordi den rent faktisk agerer og reagerer på samfundets vilkår. Kunsten er jo en del af det hele. Kunsten er ikke isoleret.
Alt for ofte bliver kunstens samfundsengagement et fyldord uden substans. At arbejde med samfundet er ikke et modeord, der skal sælge billetter, men en mulig og meningsfuld ambition om at ændre verdens tilstand.
Det er ikke til at bære, hvis vi skal efterlade verden, samfundet og kunstverden til vores børn på denne slaskede og ligegyldige måde. Væk med skrankepaverne og ind og frem med kunsten. Lad kunsten kuratere og finde på. Lad kunsten flytte ind i vores hjerter. Drop billetsalget og de ensomme skrigende hvide vægge, der overskygger vores kunstneriske fantasi. Drop din syge moster og tag på ferie. Sig velkommen til en kunstverden, som vil, at vi sammen skal være glade mennesker og dyr på denne jord.
Og lad Statens Kunstfond tage ansvar overfor den samfundsengagerede kunst. Nej, den kommer aldrig til at blive bestilt og købt af dronningen. Den kommer til at vælte monarkiet af pinden.
Pelle Brage (f. 1978) er dansk billedkunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.