“Kunstværker, der ikke vil stå stille” af Line Rosenvinge

Vær beredt
Introduktion til Pelle Brage og kunstværker, der ikke vil stå stille

Møder du Pelle Brage, er det meget sandsynligt, at han har en rygsæk på. Ikke en stor en, til at vandre med, heller ikke en lille fiks en, til en smuttur, men en mellemstor praktisk rygsæk, som kan rumme lidt af hvert. Som kunstner er Brage beredt, han har en plan om, hvordan han kan få tingene til at ske, og han har materialer med sig, men han ser og hører også de mennesker og de steder, hvor han tropper op.
Det begynder gerne med et spørgsmål, og ender som et kunstværk. Kunstneren stiller nogle materialer til rådighed for nogle mennesker, der inviteres til at forholde sig til noget, som er relevant for deres hverdag. For det sted de bor og den tid, de lever i. Vupti. Det var ikke bare snak, for det ender altid med noget skulpturelt, noget der kan læses som farver og former, måske lidt tekst. Til sidst står der et kunstværk.
Kunstværket kan handle om kommunen og rådhuset (Demokratisk Skulptur, Rødovre) eller hvad flygtninge kan (Welcome Norwegians, Kristianssand). Det er kunstværker, som bliver til på gaden, men i samarbejde med en institution eller foranlediget af noget aktuelt og vedkommende. Som når Brage via et kunstmuseum engagerer børn og unge til at tale om bæredygtighed, valg og konsekvenser. Umiddelbart handler det om at bygge en kuglebane, som en interaktiv skulptur, hvor hvert led er kunstnerens konkrete symboler for eksempelvis byhaver, sexturisme, kollektiv transport, atomenergi og guldsmykker. Elementer bliver diskuteret, for hvordan skal elementerne kombineres og hvad betyder rækkefølgen. Således et projekt på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg.
Alting er ikke klappet og klart, kunstneren serverer ikke en færdigret, han møder mennesker og lader også menneskerne møde hinanden og tale om dét, der optager dem. Der har i Danmark siden 1960’erne været en god tradition for samskabelse. Kunstnere som Asger Jorn inviterede folket med i skabelsen. Svend Wiig Hansen lavede store fællesmalerier på gaden og Poul Gernes ombyggede og indrettede med sammensatte grupper, gerne som et socialt engagerende projekt. Det er alt sammen fint. Men det hører med til historien, at kunstnerne aldrig slap styringen helt. Hele vejen bevarede de overblikket og sikrede en gennemgående æstetik. Sådan er det også med kunstnerne i dag, for også Brage inviterer og engagerer, men han sørger samtidig for, at resultatet er overbevisende, både som et stykke kommunikation og som et æstetisk værk.
Brage tegner også. Både som frihåndstegning og som plancheagtig grafik. Ser du på hans tegninger, så kan de ligne krøllede illustrationer af, hvordan noget er forbundet. Gerne værktøj og mennesker i færd med at bygge. Tegningerne kan virke fantasifulde på en lidt usandsynlig måde. Men ser du på billeder af de mange projekter, som Brage har været engageret i og ofte også har taget initiativ til, så er tegningerne ikke så langt fra virkeligheden, for virkelighedens dokumentationer af projekterne viser samstemmende fantasifulde og lidt usandsynlige hændelser og ting. De viser muligheder.
Kunstnerens hjemmeside giver samme indtryk. Her er der også en samling usandsynligheder og forskelligartede projekter, for som kunstner griber Brage de muligheder, som kommer hans vej forbi.

Har det hjul på så det kan flytte sig
Det begyndte i 2000, hvor han og en ven begyndte at lave aktiviteter rundt om på gadeplan og i øjenhøjde, uden nødvendigvis at kalde det for kunst. De anskaffede sig to grønne knallerter og siden en rød traktor, så de kunne rejse rundt, først i byen og siden rundt om i landet, for at vise egne og andres ting og lave noget med dem, som de mødte undervejs. Vennen, Ebbe Dam Meinild, studerede økonomi, og Brage studerede på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Mange andre var med i den, lad os bare kalde det en gruppe, som gik under navnet Parfyme.

Foruden pop-up udstillinger med billedkunst, poesi og musik, formåede Parfyme i de tidlige år at lave eksemplevis en varmepost til en togstation, en lysende velkomst til de nye EU-borgere fra Polen og en cykeltransport for en jazzfestival. Selvom alle disse effekter åbenlyst er reaktion på en aktuel hændelse eller en sammenhæng med nogle konkrete behov, så blev tingene aldrig super-funktionelle og produktionsvenlige. Ofte blev de til på Parfymes eget initiativ, ikke på bestilling fra en kommune eller en institution. De var små overskudsprojekter. Når man ser på billeddokumentation af Parfymes projekter fra de år, så er det påfaldende, hvor mange af tingene der har hjul. Eller som tillader at man sætter sig ind i dem og bevæger sig rundt med dem. Når man ser på billed dokumentationen er det også påfaldende, at der er så mange mennesker på billederne. Det har altid været Brage & co.

Årene med Parfyme
Parfymes karakteristiske røde traktor endte med at blive parkeret i Sverige, som del af et kunstprojekt, der strandede til og ikke kunne bevares som det frie land, det var tænkt som. Men Parfyme fortsatte, altid med Brage som en del af gruppen. Andre kom til, blandt andre Peter Bo Andersen, der var med til at lave en bananfabrik på Vesterbro, hvor de tørrede snackskiver i hjemmebyggede varmeskabe og solgte dem fra en bod i Indre By, Københavns Havn. Hvorfor bananer? Tjo, Brage havde mødt en kunstner, Fabian Nitschkowski, der kunne importere økologiske bananer fra Hamborg. Så det måtte bruges til noget. Dertil lavede Brage projekter for mindre og større kunstinstitutioner som det tidlige Fluxus-projekt Kunstbiblioteket og BRANDTS i Odense, men det blev aldrig helt traditionelt. Projekterne havde ofte noget aktivistisk og tilfældigt over sig, hvor det handlede om det forhåndenværende søms princip og de muligheder eller interesser, som er repræsenteret ved de mennesker, han møder. Kunstnerne Laurids Sonne og Douglas Paulson (US) bliver en del af Parfyme. Foruden de allerede nævnte deltager også Aipotu (Anders Kjellesvik og Andreas Siqueland) (NO), Julia Amalie Bruun (NO), Mathias Pharao Hansen, Chris Robbins (US), Nick Tobier (US), Nikolaj Zeuthen og Jesper Aabille. Andre kunstnere er også med og udstiller værker i Parfymes regi, blandt andre Finn Thybo Andersen, Maiken Bent, Jesper Just, Kirsten Justesen, John Kørner, Mads Lynnerup, N55 og Kristoffer Ørum.

Ligesom kunstværkerne er mobile er gruppen fleksibel. De personlige og professionelle venskaber bringer Parfyme til en radio-festival i Paris og en zoologisk have i Aalborg, fordi der var en åbning og en interesse. Som at én ved egen erfaring havde oplevet malaria og ville informere om denne trussel, så det gjorde de, dels i en zoologisk have og dels i indre by nær Folketinget.
Nogle projekter har få timers levetid, andre får lov at blive stående, ting bliver efterladt og slidt op, eller projekter udvikler sig over flere måneder – som projektet til Københavns havn, hvor der blev bygget en flydende flåde og platforme. Eller bakkerne på Nørrebro, før det store udeprojekt Superkilen, der rummer en mere strømlinet version af det mindre eksperiment med Parfymes bakker. Eller minigolfbanen. Bytteboden. Restauranten. De gule stiger, som folk kunne låne.
Aktiviteterne bliver sjældent præsenteret som noget synderligt teoretisk, men titler lader alligevel en ideologi skinne igennem. Flexible Production System, Backpack Factory, The Arts Assembly, The New Tribe og Trading Friends. Det handler om eksperimenterende produktion, fleksible systemer, udveksling og samskabelse. Aktiviteterne finder sted i Chicago, Hamborg, Køln, Liverpool, Loughborough, Muhu, Murcia, New York, Pančevo, Paris, Portland, Reykjavik, Seoul, Sveaborg, Toronto, Vestbredden, Warszawa. Foruden Gedser, Hedehusene, Herning, Hjallerup, København, Lejre, Kolding, Næstved, Nykøbing Falster, Odense, Roskilde, Silkeborg, Ærø, Aalborg og Aarhus.
Allerede Parfymes første tur med den røde traktor varslede en vilje til at komme ud vidt og bredt. Det er vel og mærke ikke kunstværker, som bliver sendt rundt for at komme på udstilling, det er kunstnerne, der flytter på sig og arrangerer ting.

Det havde du måske ikke lige set komme
Parfymes vej gennem verden er kringlet! Hvem der dog kunne blive ved at møde mennesker og muligheder med så stor åbenhed. Brage har naturligt nok haft hænderne og hovedet dybt begravet i de projekter, som har optaget ham gennem årene, og som han først nu er begyndt at få afstand til. Han er ikke sådan en kunstner, som har haft et langt samarbejde med en gallerist, der har sørget for at fastholde fortællingen og fremdriften. Ser man efter et mønster i de projekter, som han har sat i værk enten alene eller sammen med Parfyme i årene 2000-2013, så virker det grundlæggende meget imødekommende. Ofte er Brage med Parfyme rejst et sted hen, og er begyndt med at spørge de lokale, hvad der skulle til af forandring til det bedre. De indsamlede ideer er så blevet sorteret, præsenteret og måske realiseret. Som skulptur, som funktionelt kunstværk og som symbol. Gennem tretten år var Parfyme på færde og byggede skulpturer. Der er tre spor. Enten har det handlet om 1) at få folk til at turde sige noget om, hvordan de kunne forestille sig en bedre verden, det har været 2) information om en aktualitet eller det har været 3) en skulptur eller et projekt, som kunne bruges til noget. Ofte har der været overlap mellem disse spor.

Metoden har virket legende, men gerne med kant, som når bytteboderne virker umiddelbare og skaber interessante situationer og samtidig invitere til at tænke over, at bytteøkonomi er et reelt alternativ. Eller som når bladkanoner blæser visne blade på butikskæder for store selskaber; det er ikke en stor aktion, men en legende skulptur, som bringer lidt natur og almindeligt forfald til et velsmurt maskineri.

Der er altså en underliggende motivation, som synes at handle om, hvordan vi indretter samfundet bedre. Dette galdt for Parfyme, men måske i endnu højere grad for de projekter, som Brage siden har lavet. Eller som ‘Brage & co.’ har lavet, for inviteres han til et projekt, så ender han som regel med at tage flere med. Brage har således, med forskellige folk, engageret sig i mulighederne for at etablere alment ejede vindmøller, som producerer energi lokalt i mindre samfund; han har været med til at brolægge et lille torv nær en lille mark ved en lille by; han har arbejdet med, hvordan man indretter bedre legepladser i byerne; han har fået børn og unge til at genbruge og arbejde videre med hinandens skulpturer over nye lande; han har sørget for, at en lysskulptur kan konkurrere med, eller spille op til, lysene fra en motorvejsbro. Altsammen er det venlige kunstværker. Med venlig menes ikke tandløs! Der menes overskudsagtigt informerende, æstetisk bevidst og inviterende til deltagelse. Han er ikke den irriterende type, som dikterer forandringer, han er mere den opmærksomme kunstner, som imødekommer et miljø og nogle mennesker.

Som dengang han var inviteret til at komme til Vestbredden, som del af det flerårige projekt Peoples Museum, for at bygge noget på stedet. Han havde set de store skolebørn komme forbi på vej hjem fra skole, og endte med at bygge en sæbekassebil, som et sejlskib med hvidt flag, der snildt kunne have et barn siddende og en flok skubbende. Skibet blev flittigt brugt, op ad bakke og ned ad bakke, i de støvede landskaber over ti kilometer fra kysten. De lokale deltog i indsamling af materialer og tog ejerskab til det rullende skib. Dette var noget der opstod helt naturligt, ikke som et planlagt samarbejde.

Projekter som dette laver Brage sammen med andre, for andre. Til sammenhænge, hvor der er en nysgerrighed og hvor kunstprojekterne kan hjælpe med at se muligheder. Brage er stadig kunstneren, der er uddannet billedhugger, og kan lave skulpturer af materialer. Men det er skulpturer til mennesker, som skal bruge dem til noget. Skulpturerne ender som materialer i projekter. De skal virke for at værke, også når projekterne er blivende udsmykninger eller længerevarende samarbejder.

Velkommen på museum
Således også når han kommer på museum. Museet gør ting til kunst, men dette er ikke Brages ærinde, for projekterne skal kunne noget, så derfor gør han sig særligt umage med de ting, han laver til et museum. Museet bliver en samarbejdspartner, mere end et sted, hvor noget udstilles. Når Brage inviteres til et museum eller en anden institution, så bruger han denne anledning til at invitere andre med ind også.

Ved flere lejligheder har Brage & co. lavet postkasser til opsamling af ideer. Postkasser som ligner små fuglehuse på pinde, eller som bliver båret på maven. Indholdet af disse postkasser bliver senere tømt og delt. Sådan er denne kunst. Den er en omvandrende postkasse, som beder dig om at engagere dig og give dig tilkende ved at bidrage.
Lige så ofte som Brage har lavet projekter på gadeplan har han lavet projekter for kunstmuseer, festivaller og andre dele af kunstinstitutionen. Hver gang har han set på de muligheder, som sammenhængen tilbød, og han har involveret andre i samskabelsen af et projekt. Han ankommer med en plan. Han har rygsæk på og er beredt, men det, han laver, står ikke stille for det vil samles op blive brugt. Når Brage bliver budt velkommen på museum, så udvider han denne velkomst til at inkludere andre, fordi kunsten for ham er at række ud og få andre ind i en samtale eller en aktivitet. Kunstneren kræver altså noget af os, men det er kun godt, for kravet handler om at kunne være opmærksom og se muligheder i miljøer og måden vi er sammen på som mennesker. Kunsten står ikke stille, fordi vi ikke skal stå stille. Fordi vi skal kunne blive ved med at se muligheder og høste erfaringer, også fra kunsten, både intuitive og praktiske. Velkommen til Brage og co., der er altid plads til flere!